Et kontor med en historie

Jeg har fået en ny kontorudsigt.

Enhver storby har sine fotogene steder, som brugerne hver dag deler tusindvis af gange på sociale medier. Nu har jeg fået førsteparket til et af dem i København: Marmorkirken.

Stedet er vildt smukt, og udsigten er så opmærksomhedskrævende, at den trækker mit fokus væk fra skærmene.

Et kontor i Tietgens Ærgrelse

Jeg er rykket ind på et kontor på 1. sal lige ved Marmorkirken. Bygningen er opført af Realdania og har i folkemunde fået det kærlige øgenavn “Tietgens Ærgrelse”. Navnet stammer fra finansmanden C.F. Tietgen, som aldrig fik købt den sidste hjørnegrund ved kirkepladsen.

Den britiske arkitekt Tony Fretton har givet bygningen store vinduer fra gulv til loft ud mod kirkens forplads.

Et lille empirisk studie gennem vinduet

Udenfor går gardere forbi, og turister tager billeder. Influencere ankommer med et helt fotohold for at få det perfekte billede med kirken, mens forretningsfolk og lokale bevæger sig ind og ud mellem dem alle.

Det er et studie i, hvordan turister fotograferer seværdigheder: 35 sekunder, og så er de videre til den næste.

Det er dybt fascinerende at observere. Jeg arbejder med visuel kommunikation og adfærd hver dag, så for mig er det et lille empirisk studie, jeg får serveret gennem vinduet midt i København.

Kirken, der tog 145 år at bygge

De færreste københavnere ved til gengæld, at den monumentale kirke i Frederiksstaden var næsten 150 år undervejs.

Frederik 5. lagde grundstenen i 1749, da han anlagde Frederiksstaden og Amalienborg. Kirken skulle oprindeligt være en rokokokirke tegnet af arkitekt Nicolai Eigtved. Han døde i 1754, og projektet gik videre til Lauritz de Thurah.

Få år senere skiftede det igen hænder, og en ny arkitekt kom på opgaven og ændrede stilen til en klassicistisk kirke i marmor.

Men marmor var dyrt, også i 1700-tallet. En kilde skriver at J.F. Struensee stoppede byggeriet i 1770 og en anden kilde skriver at pengene slap op.

Konsekvensen blev at kirken lå herefter som en ufærdig ruin i mere end 100 år.

Så købte finansmanden C.F. Tietgen ruinen for at give byens borgere en gave. Sammen med arkitekt Ferdinand Meldahl fik han kirken færdigbygget i norsk marmor og den blev indviet i 1894.

Kuplen er inspireret af Peterskirken i Vatikanet med sit buede, pompøse udtryk og mange sirlige detaljer.

Så husk at kigge op, næste gang du kommer forbi Marmorkirken. Og kommer du forbi kl. 12.53, går Den Kongelige Livgarde forbi kontoret på vej tilbage til Rosenborg Kaserne.

Kom forbi til en kop kaffe

Vil du se min flotte kontorudsigt?

Så giver jeg gerne en kop kaffe over en snak om algoritmen, analoge trends på sociale medier og hvad jeg tror, at AI kommer til at betyde for vores indhold. Send mig en besked.

Mette Willert

Content Strategist and Visual Storyteller

https://www.mettewillert.com
Næste
Næste

Ind i maskinrummet - når håndværket og personligheden skinner igennem